Dagen derpå

Vi var til bryllup i går, et smukt bryllup hvor kærligheden (selvfølgelig) var i centrum. Kærligheden mellem to mennesker, som har fundet den eneste ene - efter flere forsøg, så at sige. Bryllup er en fantastisk fejring, ingen kan have noget imod at fejre kærligheden. Jeg bliver noget ydmyg over al den kærlighed og al den lykke og bliver igen så sårbar. Kærligheden er så spinkel, der kan så hurtigt ske noget. I dag fandt jeg ud af, at min kollega har mistet sin svigerinde i en færdselsulykke, helt uden skyld. 30-årig kvinde til to små børn, død og den 2-årige græder hele tiden og spørger efter mor... Det er så meget top og bund, og næsten mere end jeg kan kapere. Den totale lykke og den altædende ulykke. Men for lige at vende tilbage til dagen i går, der var gode taler, især ægteparrets taler til hinanden. De talte om respekt og om at passe sammen, og så den der kommunikation. Den kommunikation som er så svær, især når man kommer tæt på og følelserne er med. Hvorom alting er, så holdt hr,mand og jeg hinanden i hånden og gav gode klem og smil, mens vi hørte talerne om kærlighed, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg vil være et bedre menneske - eller jeg vil i hvert fald prøve at være et bedre menneske! Lade være med at bide af hr.mand fordi han kommer senere hjem end normalt, huske at give ham et kys og en krammer - hver dag, sætte endnu mere pris på det vi har sammen, vores helt fantastiske børn (især nu hvor de sover) og så vores kærlighed. For jeg elsker ham og jeg har besluttet at han er den eneste ene og jeg vil så gerne blive gammel sammen med ham,